Buens historie

Menneskets tidligste våben havde det til fælles med moderne våben, at de øger brugerens effektive rækkevidde, og de omfattede spyddet, slyngen og buen. I denne sammenhæng ser vi bort fra spyddet og slyngen, og beskæftiger vi os udelukkende med buer i deres forskellige former.

Det, som karakteriserer en bue, er lidt firkantet sagt, at skytten med sin muskelkraft spænder en aflang, fleksibel konstruktion, som, når man slipper trækket, får sin oprindelige form igen. Derved overfører den sin bevægelsesenergi til en streng, som kan sende en pil af sted.

De tidligste tegn på forhistorisk brug af buer er ikke fund af selve buen, men fund af pilespidser af sten. Dette kan ikke overraske, da buer af det forgængelige materiale, træ, ikke er bevaret over de mange tusinde år.

De tidligste fund af pilespidser stammer fra Sibudu hulen i Sydafrika. Disse pilespidser af ben eller sten daterer sig ca. 65.000 år tilbage i tiden.

De tidligste fund på Europæisk jord er fra Mannheim-Vogelstang i Tyskland og daterer sig ca. 18.000 år tilbage. I Ahrensburgdalen nord for Hamburg er der fundet pile med et skaft af fyrretræ og med spidser af flint.

De tidligste fund af selve buen menes at være fundet, som blev gjort af den danske arkæolog, Carl Johan Becker (1915-2001), i 1945 fra Holmegård Mose i Danmark, hvor det sure miljø i mosen har bidraget til at bevare buen. Fundet er dateret til ca. 7000 år før Kristus, og er dermed fra Maglemosekulturen/den mesolithiske periode. Buen var fremstillet af elmetræ og havde en længde på 64 tommer, svarende til 162,5 cm. Den kan ses på  Nationalmuseet i København (www.theinfinitecurve.com/archery/the-oldest-bow-in-the-world/).

I 1991 fandt et midaldrende ægtepar fra Nürnberg i en gletcher i de Østrigske alper et velbevaret mumificeret lig, som fik navnet Ötzi. Han døde for ca 5300 år siden. Blandt hans redskaber fandt man en 182 cm lang ufærdig bue af takstræ, samt et kogger af dyreskind med 14 pile, som havde spidser af flint, og hvoraf nogle var forsynet med faner til stabilisering af flugten.

Går vi længere op i historien er brugen af bue og pil veldokumenteret blandt befolkningerne i Egypten, Assyrien, Grækenland, Indien, Kina og Korea. Akkadierne siges at være de første til at bruge kompositbuer (dvs buer, som er sammensat af flere komponenter – se separat afsnit)  i væbnet konflikt. De gamle ægyptere omtalte Nubien som ”Ta Seti” (”landet med buerne”), idet nubierne var kendt for deres buekunst. Det anses for dokumenteret, at de gamle ægyptere brugte kompositbuer i væbnet konflikt i det 16. århundrede før vor tidsregning.

Også i sagnenes verden fandt buerne vej. Fra den græske mytologi kendes sagnet om Odysseus, som var draget i krig uden sin særligt kraftige bue. Den opbevarede hans hustru, Penelope, i deres hjem. Medens han var væk, kom et antal bejlere til Penelope. Hun var ikke interesseret, men udskrev en konkurrence : Den af bejlerne, som kunne spænde Odysseus bue samt skyde en pil gennem 12 øksehoveder (!!!), måtte ægte hende. Det var der imidlertid ingen af dem, som kunne. Men Odysseus var i hemmelighed vendt tilbage forklædt som tigger. Han bad om at måtte deltage i konkurrencen, løste opgaven, myrdede alle bejlerne og vandt Penelope tilbage. Helt så kraftige buer er dog næppe set siden.

I den nordiske mytologi omtales guden Balder, søn af Odin, som var så god, at ingen måtte gøre ham fortræd. Alle planter måtte sværge, at de intet ondt ville gøre ham.
Men man glemte at tage misteltenen i ed, så da han blev beskudt med en pil, som var fremstillet af mistelten (enhver, som har set en mistelten, vil vide, at det ikke er nogen helt let opgave at fremstille en pil af mistelten), døde han af sine sår.

I Saxo’s krønnike berettes i afsnittet tilegnet Harald Blåtand om hirdsmanden Toke (også kendt som jomsvikingen Palnatoke), som i overrislet tilstand havde sagt, at han med sin bue og pil kunne skyde et æble ned fra en stok på lang afstand. På uklar vis blev dette udlagt, som at æblet ikke skulle sættes på en stok, men på Tokes egen søns hoved. Kong Harald krævede, at Toke rent faktisk gjorde det med et enkelt forsøg, og hvis han fejlede skulle han betale med sit eget hoved. Toke kunne ud af æresbegreber ikke bakke ud, og han lykkedes med at skyde æblet ned fra sønnens hoved.
Han bar dog efterfølgende nag til kongen, og under en senere fejde mellem Kong Harald Blåtand og sønnen, Svend Tveskæg, var Kong Harald gået afsides i noget krat for at forrette sin nødtørft. Her så Toke sit snit til at skyde en pil i den besørgende konge. Kong Harald døde nogle dage senere og blev ifølge historikeren Adam af Bremen (ca. 1040-1081) fragtet til Roskilde og stedt til hvile der.

I Europa vides det, at bueskytter med langbuer var udslagsgivende for slaget ved Crécy i 1346, hvor en anglo-walisisk hær med succes nedkæmpede  italienske lejesoldater bevæbnet med armbrøster, og senere slaget ved Agincourt i 1415.

Dette er tillagt, at langbuen i sit udgangspunkt havde en højere skudkadence end armbrøsten, da det simpelthen tog længere tid for skytten at lade en armbrøst. Konsekvensen var, at det krævede et større antal armbrøstskytter at matche et givent antal langbueskytter. Armbrøstskytten havde omvendt den fordel, at det ikke krævede lige så megen muskelkraft at holde et sigte med en armbrøst, som det var tilfældet med buen, ligesom armbrøsten kunne have en længere rækkevidde. Det anses, at armbrøstens særlige egenskaber i militær henseende var bedst udnyttet ved forsvaret af fæstningsværker.

Armbrøsten i sin simpleste form kendes helt tilbage til det 5. århundrede før Kristus i Grækenland og det 4. århundrede før Kristus i Kina.

Langbuen og armbrøsten (sammen med blideren) vedblev at være de vigtigste militære skydevåben i den vestlige verden op til fremkomsten of sortkrudtbaserede skydevåben i det 16. århundrede.  Der var dog en længere periode, hvor buer og armbrøster var væsentlig mere træfsikre end de tidligste sortkrudtsvåben, og dermed fortsat havde en militær berettigelse. Det var heller ikke uden betydning, at en langbueskytte typisk kunne nå at affyre 5-6 pile på den samme tid, som det tog de tidlige geværskytter at lade og affyre deres forladevåben en enkelt gang. Hertil kom den taktiske fordel, som i visse situationer kunne opnås grundet buens lydløshed.

Udenfor den vestlige verden, og i fravær af en produktion af sortkrudtsbaserede skydevåben i større skala, vedblev buen at have en militær berettigelse. Dette var f.eks. tilfældet i Japan under Tokugawa – dynastiet/Edo – perioden, hvor buen var en vigtig del af samuraiernes standardudrustning. Den traditionelle japanske buekunst, som samuraierne udøvede den, kaldes i øvrigt Kyudo.
Japan havde i den periode meget begrænset kontakt med verdenen udenfor frem til afslutningen af Edo – perioden i 1868, hvor også samuraistanden blev afviklet.

Kildemateriale  og foreslået læsning

https://heimskringla.no/wiki/Harald_Blaatand

Larsson, L., Sjöström, A., & Heron, C. (2017).
The Rönneholm Arrow: A Find of a Wooden Arrow-tip with Microliths in the Bog Rönneholms Mosse, Central Scania, Southern Sweden.
Lund  Archaeological Review, 22 : 7-20.

Backwell L, Bradfield J, Carlson KJ, Jashashvili T, Wadley L, d’Errico F.(2018).
The antiquity of bow-and-arrow technology: evidence from Middle Stone Age layers at Sibudu Cave.
Journal of Archaeological Science, 92 : 289–303.

Lombard M. (2011).
“Quartz-tipped arrows older than 60 ka: further use-trace evidence from Sibudu, Kwa-Zulu-Natal, South Africa”.
Journal of Archaeological Science. 38 (8): 1918–1930.

Lombard M, Phillips L (2010).
Indications of bow and stone-tipped arrow use 64,000 years ago in KwaZulu-Natal, South Africa.
Antiquity. 84 (325): 635–648.

McEwen E, Bergman R and Miller C. (1991).
Early bow design and construction.
Scientific American 264  :76-82.

Becker, Carl Johan (1945).
En 8000-aarig stenalderboplads i Holmegaards Mose.
Nationalmuseets Arbejdsmark 1945: 61-72

Noe-Nygaard, N. (1974).
Mesolithic hunting in Denmark illustrated by bone injuries caused by human weapons.
Journal of Archaeological Science 1 (3) : 217-224,