Pilens anatomi

Pilen består typisk af fire bestanddele :  Et skaft, en nock, fanerne og selve pilespidsen.

Skaftet kan bestå af træ, aluminium, glasfiber, kulfiber eller eventuelt kompositmateriale. Pileskafte af træ henvender sig overvejende til bueskytter, som har historisk interesse.

Nock’en består typisk af plastik, og er den del, som buestrengen hæfter sig på.

De forefindes i forskellige farver og diametre, svarende til de forskellige diametre af pileskafterne.

 

Fanerne er ”styrefjerene”, som er fastgjort til skaftet, og som har til formål at stabilisere pilens flugt efter affyringen. De består typisk af fjer eller plastik.

Fanernes form kan opdeles i to : Skjold-formede (engelsk : ”Shield”) og parabel-formede (engelsk : ”Parabolic”).

Der er typisk fastgjort tre faner på et pileskaft, og de er tilhæftet med 120 grader imellem sig på en sådan måde i forhold til nock’en, at ingen af de tre faner skraber direkte mod siden på buen, når pilen er sat på strengen.

 Pilespidsen består nu til dags i altovervejende grad af metal, og har typisk et stykke, som passer ind i skaftets hulhed, og som er limet fast dertil. Alternativt kan den være forsynet med et gevind, og så er det en indsats med et modsvarende gevind, som limes ind i skaftet, hvorefter spidsen skrues ind i gevindet. Det gør det let at udskifte spidsen.

Pilespidserne kan have forskellig vægt og udformning. Udformningen afhænger af, om pilen skal bruges til skiveskydning,  jagt eller buefiskeri.

Ved skiveskydning er pilespidsens diameter typisk den samme som skaftets. Dette, sammen med fraværet af modhager, gør det lettere at fjerne den fra skiven igen.

Men for pilespidser til brug for buejagt er spidsen bagtil bredere end skaftets diameter.  Årsagen er, at en pilespids til brug for skiveskydning ikke vil give en bredere skudkanal end sin egen (og dermed skaftets) diameter. Når pilen således udfylder den skudkanal, som den selv forårsager, vil den indre blødning vil ske meget langsomt. Det gør den uegnet til jagt.

Jagtspidsen er bredere bagtil og forsynet med skape vinger, hvorved den vil skabe en større skudkanal, end skaftet selv kan udfylde. Den resulterende indre blødning vil føre til et hurtigere blodtryksfald, hvilket er hensigtsmæssigt ved jagt.

Den “pil”, som anvendes til skydning med armbrøst, er typisk kortere og kraftigere end de pile, som affyres med en bue. Ambrøstens ”pil” kaldes i øvrigt ikke en pil, men en bolt.