Pilespidsen

Pilespidsen består nu til dags i altovervejende grad af metal, og har typisk et stykke, som passer ind i skaftets hulhed, og som er limet fast dertil.

Pilespidserne kan have forskellig udformning. Udformningen afhænger af, om pilen skal bruges til skiveskydning,  jagt eller buefiskeri.

Ved skiveskydning er pilespidsens diameter typisk den samme som skaftets.

Men for pilespidser til brug for buejagt er spidsen bagtil bredere end skaftets diameter.

Årsagen er, at en pilespids til brug for skiveskydning ikke vil give en bredere skudkanal end sin egen og dermed skaftets diameter. Herved vil den populært sagt selv udfylde det hul efter sig, som den forårsager, og den indre blødning vil ske meget langsomt. Det gør den uegnet til jagt.

Jagtspidsen er bredere bagtil og forsynet med skarpe blade, hvorved den vil skabe en bredere skudkanal, end skaftet selv kan udfylde. Som det ses på figuren nedenfor, er den afbildede jagtspids forsynet med et gevind. Den skal således ikke limes ind i skaftet. I stedet limer man en indsats med det modsvarende gevind ind i skaftet. Derved kan man let og hurtigt udskifte spidsen.

Den resulterende indre blødning vil føre til et hurtigere blodtryksfald, hvilket er hensigtsmæssigt ved jagt.

Endelig findes der til jagtbrug også de såkaldte blunt-pilespidser. Disse er forsynet med en stump “spids”. De er ikke beregnet til at trænge ind i byttet, men til at forårsage et stødsår/traume.

Blunt-pilespidser er velegnet f.eks. til jagt på fugle i træer, hvor de ikke som den foregående type af pilespids vil sætte sig fast i træet.