Langbuen

Langbuen er historisk interessant, idet det er den buetype, som kommer tættest på den oprindelige bue.

Det træ, som langbuen blev fremstillet af, var typisk asketræ, elm eller taks. Taks blev anset for den bedst egnede træsort, og England måtte i middelalderen importere takstræ fra Frankrig eller Spanien for at få træ af den bedst egnede kvalitet.

Men i moderne tid kan langbuen også være fremstillet af glasfiber eller kulfiber.

Når strengen ikke er påsat, har buen i sin længde tilnærmelsesvis form som en ret linie.

Når strengen er monteret,  peger spidsen af buens ben bagud mod skytten (i modsætning til recurvebuen, hvor spidsen af buebenene peger fremad i skudretningen).

Langbuens længde er tilpasset skytten, idet han/hun skal kunne trække strengen tilbage til kinden med den arm strakt, som holder buen. Den energi, med hvilken skytten sender pilen af sted, afhænger dermed både af buens længde, men også af den trækkraft, som buens fleksibilitet forudsætter.

Langbuens storhedstid var middelalderen, hvor den var udslagsgivende for flere militære konflikter, som f.eks. slaget ved Hastings i 1066 og ikke mindst slaget ved Crécy i 1346.

Der er ikke bevaret nogen buer fra middelalderen,  men i 1982 bjærgede man 137 langbuer og mere end 3500 pile fra et skib ved navn Mary Rose, som tilhørte den engelske konge, Henry VIII’s, flåde, og som sank ved Portsmouth i 1545. Af disse kunne man se, at langbuen var typisk D-formet set i tværsnit, og buelængden i de bjærgede buer varierede fra 187 cm til 211 cm.

Man har anslået trækket ved fuld længde af de bjærgede buer til helt op mod 100-180 pound, og den typiske pilelængde i fundet fra Mary Rose var 76,2 cm (pilene målte mellem 61 og 81 cm).

Den maksimale rækkevidde for skud med en langbue vil ligge på ca. 300 meter, afhængigt af skudvinklen. Ved skud på lange afstande (og i skrå, opadgående vinkler), har buen i realiteten været anvendt som det, der i militær jargon kaldes et krumbanevåben, medens den har været anvendt som fladbanevåben på de kortere afstande.

Der har således været tale om meget kraftige buer efter nutidens standarder, hvor buetrækket for en moderne langbue typisk er 60 pound og en træklængde på 71 cm.

Langbuen havde flere ulemper som militært våben. Dens længde gjorde den besværlig at håndtere i krat og tæt bevoksning, og skytten trættedes af det voldsomme træk, som buen krævede. Men inden skytten trættedes, var han i stand til at affyre pile med en større skudkadence end armbrøstskytten. Langbuen var også mere præcis end de tidligste sortkrudtsvåben, men som disse udvikledes og blev mere præcise, mistede buen gradvist sin betydning som militært våben.