Compoundbuen

Compoundbuen er den senest udviklede buetype. I modsætning til de to andre buetyper, kendes tidspunktet for dens udvikling ret præcist.  Den blev udviklet i USA af Holless Wilbur Allen, som indgav patentansøgningen i 1966 og fik patentet tildelt i 1969.  I Danmark blev typen introduceret i løbet af 1980’erne.

Compoundbuen er udstyret med to separate bueben, som er fastgjort til et centralt placeret håndgreb.

Den er karakteristisk ved, at for enden af hvert bueben sidder der et asymmetrisk hjul. Hjulet drejer sig om en akse, der sidder forskudt i forhold til hjulets centrum, og hjulene drejes, når bueskytten trækker buestrengen tilbage.

Hjulene fungerer som trisser, hvorom strengen løber. I denne konstruktion løber buestrengen fra hjul til hjul i et kredsløb, som betyder, at det kan se ud som om, at buen har tre strenge, hvoraf de to af strengene danner et kryds. Men kun det ene af de tre forløb er beregnet til at føre pilen.

Når man trækker strengen tilbage, vil man opleve, at trækket i begyndelsen kræver mere muskelkraft, end det kræver at holde trækket vedlige, når buestrengen er trukket helt tilbage.

I fuldt trukket position vil konstruktionen betyde, at den nødvendige muskelkraft er reduceret med op til 75-80 %. Denne effekt kaldes ”Let off effekten”, og den betyder, at det kræver mindre muskelkraft at holde trækket i ro i længere tid, når man skal sigte.

Denne reduktion i behov for muskelstyrke betyder også, at bueskytten kan håndtere en kraftigere bue i sammenligning  med de to andre buetyper, langbuen og recurvebuen.

Forestiller man sig en 60 pound bue (svarende til et træk på 27 kg) som har et let-off på 75%, så kræver det kun 15 pound (6,7 kg) at holde compoundbuen fuldt udtrukket under sigtet.

Pilehastighederne, når man skyder med denne buetype, afhænger i sagens natur at hvilken trækkraft, som buen kræver. Men de afhænger også af pilens vægt.

Som en grov ledetråd kan man sige, at pilehastighederne kan ligge mellem 80 m/sek og 110 m/sek. Maksimal rækkevidde afhænger af skudvinklen, men kan godt nå op på ca. 350-400 meter. Det gør den til en kraftigere buetype end recurvebuen, og dens kortere benlængde gør den velegnet til jagt i vanskeligt terræn.

Et andet karaktertræk ved compoundbuen er, at man ikke tager strengen af buen, når den ikke er i anvendelse (det kræver i øvrigt specialværktøj, en såkaldt buepresse). Den er så at sige altid klar til brug.