Take-down buen

Take-down buen er typisk en recurvebue, som er beregnet til let at kunne skilles ad i sine fire bestanddele : Midterstykket  (engelsk : The riser), de to bueben  (engelsk : The limbs)  og endelig buestrengen   (engelsk : The string).

Take-down buen er i adskilt tilstand lettere at transportere i en taske, og kan samles igen uden brug af værktøj (eller i visse tilfælde med en umbraco-nøgle) i løbet af et øjeblik.

En anden fordel er, at man let kan udskifte buebenene. Man kan f.eks som nybegynder eller meget ung bueskytte starte ud med et sæt bueben, som kræver en trækkraft på 20 pound. I takt med at man bliver mere erfaren/stærkere, kan man så beholde midterstykket, men skifte buebenene ud med f.eks et 40 pounds sæt.

Den nedenfor viste take-down bue har en længde på kun 48 cm i adskilt tilstand.

 

                

 

Den berømte amerikanske buedesigner, Fred Bear (1902-1988), fortæller i en portrætudsendelse, at han fik ideen til take-down buen efter en flyrejse til Alaska. Han havde checket sit buegrej ind som bagage, men da flyet landede, var buegrejet ved en fejl ikke kommet med. Som venstrehåndsskytte kunne han ikke bare låne en tilfældig bue. Han fik derfor ideen til en bue, som let og hurtigt kunne skilles ad i flere bestanddele. I adskilt tilstand kunne buedelene pakkes ned i en kort taske, som kunne medbringes som håndbagage i flyet (!).

Portrætudsendelsen kan ses på youtube : (https://www.youtube.com/watch?v=wBOWNHKKm5M).