Kompositbuen

Kompositbuen opstod, så vidt det vides, i Asien. Man fandt der ud af, at man kunne opnå den samme trækstyrke med kortere bueben, hvis man ændrede i buens konstruktion.

Kompositbuen bestod i sin oprindelige form typisk af en kerne af træ, som foran i skudretningen var beklædt med materialer af sener, der var limet fast til buen i dens længderetning. Senerne skulle have en vis længde, så det kunne være achillessener fra kvæg, som manuelt var blevet trævlet op, så materialet var til at arbejde med.

På bagsiden, som vender mod skytten, var buen beklædt med horn. Dette kunne være af horn fra den asiatiske vandbøffel, som havde en passende længde. Man anvendte typisk en lim af animalsk oprindelse til at lime disse komponenter sammen som en slags laminat. Fremstillingsprocessen for en sådan bue kunne strække sig over længere end et år grundet en langsommelig tørringsproces.

Baggrunden for denne konstruktion skal søges i de begrænsninger, som materialet træ udgør.  Når man spænder en bue af træ, så vil træet på den side af buen, som vender mod skudretningen blive udsat for et  stræk, mens træet på den side af buen, som vender mod skytten, vil blive udsat for kompression. Træet kan tåle et vist stræk, men på et tidspunkt vil træfibrene briste, hvis strækket øges derudover. I kompositbuen blev buetræet i skudretningen beklædt med dyresener, som er op til 20 gange mere resistente overfor stræk end mange træsorter, mens man beklædte træet på siden, som vendte mod skytten, med horn, som er mere resistent overfor kompression.

De kortere bueben gjorde denne buetype mere velegnet til at blive brugt fra hesteryg og ved transport gennem vanskeligt terræn.

Kompositbuen fik ofte en facon som en recurvebue, hvilket gav den en yderligere funktionel fordel.

Kompositbuen fik sin største udbredelse i tørre klimazoner og var mindre anvendelig i det mere fugtige Nordeuropæiske klima, da den anvendte lim af animalsk oprindelse ikke var vandbestandig.

I dag har kompositbuen mest etnokulturel og historisk interesse.